Hovedstaden i Laos.
Vores sidste stop i Laos blev i hovedstaden Vientiane. Byen grænser op til Thailand, kun adskilt af floden.
Vores besøg i Vientiane bød på lidt af hvert.
Vi valgte blandt andet at besøge to besøgscentre i byen, som med hver deres fokus belyser de udfordringer Laos står over for i dag, efter at være blevet bombet under Vietnamkrigen.
Vores første besøg gik til MAG Visitor Centre. MAG er en organisation, som rydder landet for landminer og andre ueksploderede enheder og bomber.
Laos er det land i verden, som er det mest bombede land pr. indbygger. I gennemsnit har der været en bombeaktion hver 8. min, 24 timer i døgnet, 365 dage om året, i perioden 1964-1973. Dette har også medført, at der fortsat er store områder, som er berørt af dette, idet det anslås at op imod 30% af de bomber, der blev kastet ikke eksploderede med det samme.
Alene i juni måned ryddede MAG 1928 landminer og andre ueksploderede enheder i to provinser i Laos. Dette tal vidner om, hvor stort et problem det fortsat er.
Hvis I har lyst til at læse mere om MAG og deres arbejde i Laos, kan I læse her: https://www.maginternational.org/what-we-do/where-we-work/laos/
Et andet besøg gik til COPE Visitor Centre. COPE er en organisation, som hjælper ofre for landminer med at få ordentlige proteser, således at de i et vist omfang kan vende tilbage til deres normale liv og hverdag igen.
Mange af dem, som bliver ofre for landminerne, samt de ueksploderede bomber, er oftest farmere og børn. Særligt når de arbejder i rismarkerne. I forhold til børnene finder de ofte de ueksploderede bomber, som er på størrelse med en tennisbold, hvorefter de leger med dem.
Andre uheld sker ofte når der laves mad over bål, hvor jorden bliver varmet op af bålet, som så medfører at bomberne eksploderer.
Hvis I har lyst til at læse mere om COPE og deres arbejde i Laos, kan I læse her: http://copelaos.org
Vores dage i Vientiane bød også på andet end besøgscentre.
Vi besøgte blandt andet en kæmpe guldpagode, samt forskellige templer, som alle var smukke på hver deres måde.
Derudover gik vi en tur op til deres triumfbue, og var også en tur oppe i den for at se udsigten over byen. Vientiane er egentlig en by, som har en landsbystemning over sig, selvom det er hovedstaden. Der findes ikke mange huse, som er over to eller tre etager, hvilket er ret interessant at se i en hovedstad.
Vores sidste dag i byen brugte vi på at besøge en Buddha park, som ligger en times kørsel uden for byen. Parken består af en masse buddhistiske og hinduistiske gudestatuer. Da vi ankom til parken blev vi lidt overraskede over, hvor lille parken egentlig var i forhold til, hvad vi havde forestillet os, men vi havde et par hyggelige timer derude, inden turen gik tilbage til byen med den lokale bus.
Næste stop: Penang, Malaysia.