Vi har tilbragt de sidste par dage i Cameron Highlands sammen med Isabellas søster og hendes kæreste.
Cameron Highlands er primært kendt for deres mange teplantager og det er også her Sydøstasiens største tefabrik holder til.
Vi tog bussen fra Penang om morgenen og med en buschauffør, der ikke var bange for at træde speederen i bund, nåede vi Cameron Highlands tidligt om eftermiddagen.
Vores umiddelbare reaktion var, at det var koldt, selvom det var et sted mellem 20-22 grader. Så vi måtte finde de lange bukser og tykke trøjer frem.
Vi havde på forhånd booket et par ture gennem det guesthouse vi boede på, og skulle derfor meget tidligt op på vores anden dag, da vi havde booket en solopgangstur. Vi blev hentet af vores guide, som kørte os op i bjergene, hvor vi sad og ventede på, at solen skulle stå op over teplantagerne. Desværre var det overskyet så vi fik ikke set den helt store solopgang.
Efterfølgende besøgte vi Mossy Forest, som er en skov, hvor størstedelen af træerne er dækket af mos, idet der ofte er lavthængende skyer over bjerget, samt de rette vindforhold. Ved Mossy Forest var vi også heldige at se en kobralilje, som kun blomstrer i omkring 10 dage og aldrig på det samme sted.
Vores sidste stop var ved BOH teplantage. BOH er den største producent i området og er ejet af en skotsk familie. Her fik vi mulighed for at se, hvordan te bliver produceret og hørte lidt om høstningen. Teplanterne høstes cirka hver 3. uge året rundt.
Fun fact: Grøn, sort og hvid te stammer alle fra den samme plante. Forskellen ligger i måden de høstede teblade bearbejdes på.
Den sidste dag i Cameron Highlands brugte vi på en hike gennem junglen, hvor vi hørte om de forskellige dyr og planter.