Så ankom vi til Inle Lake efter en længere køretur. Generelt kører de rimelig vanvittigt hernede.
Vi bor i en lille by, som hedder Nyaung Shwe. I byen er der en helt anden stemning end de to foregående byer vi har været i og vi bliver mødt med flere smil på gaden. Den bærer præg af, at de er vant til turister, hvilket på en eller anden måde føltes rart.
Vi har været på en dagstur på søen, hvor vi har besøgt forskellige værksteder. Vi har blandt andet set, hvordan man udvinder tråd fra lotusrødder, besøgt en sølvsmed og set hvordan man ruller cerutter. Derudover er der mange fiskere på søen, som har udviklet en særlig teknik, hvor de kan padle med den ene fod, således at de har begge hænder fri til at fiske med. Det ser nervepirrende ud når de står og balancerer på et ben.
Vi havde en virkelig dejlig dag på søen og sejlede igennem små landsbysamfund på vandet. En anden ting, som også er karakteristisk for søen er, at man mange steder har hængende haver. I haverne bliver der blandt andet dyrket tomater. Det var spændende at se, hvordan man har udviklet denne teknik for at kunne udnytte ressourcerne bedst muligt.
Vi sluttede vores dag af med at se solnedgangen over bjergene.
Vi lånte endnu en gang et par cykler på hotellet og kørte ned langs søen. Det blev til en hyggelig eftermiddagstur gennem små landsbyer. Da vi cyklede rundt fik vi virkelig at se hvor fattigt landet stadig er. Lokale bønder plovede jorden med en plov trukket af en okse og kørte deres høst hjem på en trækærre.