Så er vi ankommet til Battambang, en by i det nordvestlige Cambodja, som tilmed er landets andenstørste by
Byen virker noget mere slidt end, hvad vi tidligere har set her i Cambodja og med flere tiggere på gaden, samtidig er der også lidt en landsbystemning over byen.
Vores besøg her i Battambang har blandt andet budt på en cykeltur rundt i området. Vi lejede et par mountainbikes og kørte afsted.
Vi havde læst, at der lidt uden for byen skulle være et bambustog, som ville køre en til en lille landsby cirka 7 km væk og derefter tilbage igen. Vi kørte afsted mod bambustoget og fandt stedet gemt ned ad en lille sidevej med et par omkringliggende bambushytter. Vi fik parkeret cyklerne og betalt en ældre mand og så var det ellers afsted.
Bambustoget er ikke et egentlig tog, men mere en platform lavet af bambus, som bliver placeret på togskinnerne med to sæt toghjul under. Vi hoppede op og kørte afsted. Til vores overraskelse kunne toget køre forholdsvis hurtigt og vi nåede nok op omkring 40-50 km/t. Derudover larmede det virkelig meget, men det var en fin tur gennem markerne. Da vi nåede endestationen fik vi lige fem minutter til at kigge lidt rundt i den lille landsby inden bambustoget blev pillet fra hinanden, samlet igen og vendt. Så kunne vi køre tilbage. På tilbagevejen mødte vi nogle andre, som kom i modkørende retning, så vores togfører måtte afmontere vores bambustog fra skinnerne, så de andre kunne passere.
Alt i alt var det en sjov lille tur og anderledes fra, hvad vi tidligere har oplevet.
Efterfølgende cyklede vi videre og fik en rundvisning i et gammelt antikt hus, som er bygget på stolper og hvor der ikke anvendt et eneste søm.
Vores anden dag i Battambang brugte vi på en dagstur med en tuktuk, som kørte os rundt til de forskellige seværdigheder, som ligger omkring byen.
På turen rundt besøgte vi blandt andet et par templer, som siges at have været inspirationen til Angkor Wat, verdens største tempelkompleks, som er beliggende ikke langt herfra i byen Siem Reap.
Som vi bevægede os længere og længere væk fra Battambang fik vi også oplevet lokallivet på nærmeste hold, og så hvordan hverdagen passerede forbi i de små landsbyer langs hovedvejen.
Vores næstsidste stop på turen var et besøg ved Killing Caves, som er en grotte, placeret langt oppe på et bjerg. Grotten blev anvendt af Khmer Rouge og var et sted de henrettede folk. Øverst i grotten er der en lysning, og fra kanten af denne stod Khmer Rouge og halshuggede folk, inden de blev væltet over kanten og faldt ned i grotten. Når folk ramte bunden i grotten blev de slået ihjel, hvis ikke de var døde inden. Men som flere og flere blev smidt over kanten begyndte grotten at blive fyldt, hvilket medførte, at dem som blev smidt ud over kanten ikke nødvendigvis døde af faldet, idet de landede oven på andre døde, hvorfor de efterfølgende ville dø af sult og/eller blodmangel.
Killing Caves er endnu et vidnesbyrd om, hvad det cambodjanske folk har gennemgået for mindre end 44 år siden.
Vores sidste stop på turen var ved Bat Caves. Bat Caves er en grotte, hvorfra der hver eneste aften omkring kl. 17:30 flyver tusindvis af flagermus ud. Synet minder mest af alt om sort sol, som vi kender det fra Danmark.